Madspild

Klima, landbrug og fødevarer er vigtige emner, som vi bliver nødt til at forholde os til. Behovet for løsninger på netop disse problemer har aldrig været større, hvorfor vi har spurgt os selv; Hvor kan vi tage ansvar?

Hvis madspild var et land, ville det være verdens tredje største udleder af CO2, foran lande som Rusland og Indien.

Foodtank

I Danmark, alene, bliver der hvert år kasseret mere end 700.000 tons fødevarer, der kunne være blevet spist af os mennesker. Vi synes minimering af madspild er et af de klart lavest hængende frugter på bæredygtighedstræet, og er dér, hvor vi kan tage et ansvar. 

Madspild er defineret som følgende; varer, som kunne være spist, men som bliver smidt ud. Hvis man læser sætningen, giver den ingen mening, for hvorfor dog smide mad ud, som man kan spise? Det skyldes en lang række faktorer, bl.a. at vi i dag kun er vant til at se “perfekte” råvarer i vores kølediske. Men sagen er den, at råvarer ikke altid ser ens ud, og at perfekt kan betyde mange ting. Hos Minimer er en gulerod perfekt, hvis den har masser af saft og kraft og er lækker sprød, ikke om den er helt lige og uden en skramme.

Madspild står for mellem 8-10 % af den samlede menneskelige CO2 udledning.

IPPC rapport climate change and land

En anden faktor der gør, at råvarer oftest bliver smidt ud, er overproduktion. Landmænd overproducerer altid de fleste af deres råvarer, så de er sikre på at kunne overholde aftalerne med deres leverandører, hvis der f.eks. sker fejl i marken. Det har desværre den bagside, at de tit står tilbage med helt perfekte grøntsager, som de ikke kan sælge pga. manglende efterspørgsel.

En tredje faktor er holdbarhed. I Danmark har vi nogle af de skrappeste fødevarekrav og tak for det(!), men det gør at mange varer har en ret begrænset holdbarhed. Rigtig mange af os tror, at en kylling er bedre fordi den har fem dages holdbarhed tilbage, frem for to. Vi mener at de skrappe krav gør, at der ingen forskel er på de to kyllinger – hverken i forhold til kvalitet, men heller ikke i forhold til fødevaresikkerhed. Ifølge os, kan man altså lige så godt stikke gaflen i kyllingen der “kun” har to dages holdbarhed tilbage!

På nuværende tidspunkt går mellem 25-30 % af alle de fødevarer der bliver produceret i verden tabt.

IPPC rapport climate change and land